Unge har opdaget et sted med anderledes genbrug, og prisen på kaffe og mad er helt i bund.
Nye brugere dukker op i Klostergadecentret, der er noget for sig selv.
Klostergade i Aarhus rummer en perle, som kan blive til meget mere. Der skal flere unge inden for dørene, så der bliver et bedre miks af aldersklasserne i Klostergadecentret.
Det har mest været for de ældre medborgere, men det skal der laves om på, og flere unge har allerede fået øje på stedet og dets fordele.
En butik med genbrug og en café med studievenlige priser har tiltrukket flere unge. 10 kroner for en kop kaffe og 50 kroner for et måltid mad.
Asta og Anna, begge 23 år, fik øje på butikken med genbrug for nogle måneder siden, og derefter har de besøgt stedet jævnligt.
Fredeligt og anderledes
”Vi vovede os op ad trappen, fordi der så spændende ud. Her kan vi sidde i fred og ro og elsker mangfoldigheden. Vi bliver bragt lidt ud af vores komfortzone, fordi vi er i nye omgivelser og møder helt nye mennesker,” siger de to.
Begge studerer kunsthistorie på Aarhus Universitet, og denne dag har de bragt to veninder med fra samme studium. Anne på 24 år og Marie på 26 år ser sig omkring og synes også, det er et sted med nye muligheder.
”Vi har været her en del gange,” siger Asta og Anna, ”og vi har tænkt os at blive ved med at komme. Hvis flere unge opdager mulighederne og atmosfæren, vil mange flere komme herind,” siger de, mens en stemme i baggrunden i lokalet råber, at nu er endnu en menu klar.
”Hvem har nummer 49,” lyder det fra af en af de mange frivillige, der arbejder på stedet, og bringer tallerkenen fra køkken og disk og hen til bordet.
Tre af de fire studerende er tilflyttere til Aarhus. De kommer fra Skanderborg, Thy og Fredericia, og sammen tænker de, at nye initiativer kan få mange flere studerende ind på stedet.
Bedre indgang nødvendig
”Det er et hyggeligt og interessant sted, som kan blive endnu bedre, hvis der for eksempel kom musik, caféjazz, yoga, brætspil og foredrag rettet mod de unge,” siger de og gør opmærksom på, at de unge kan fanges, hvis centret præsenterer sig for dem på Facebook.
Og så har de en indvending mod stedets indgang.
”Centret er nærmest skjult. Man skal vide, at det er der, for at finde ind. Hovedindgangens tæt lukkede glasdør skal åbnes med en knap på væggen. Heldigvis opdagede vi en anden indgang gennem butikken med genbrug,” siger de.
Behov for fornyelse
Klostergadecentret har i mange år været et meget søgt sted for seniorer, men visionen er, at dørene skal åbnes for alle århusianere, så mange flere kan få glæde af det skønne gamle hus.
”Her er potentiale for flere mennesker og vi er åbne for ideer og forslag”. Loppemarkeder, fællesspisning og dans er nogle af de planer, der ligger på tegnebrættet.
”De unge kvinders forslag til nye aktiviteter er rigtig gode og vi kan bruge dem” siger Hanne Mikkelsen, der har ledet stedet i et års tid, hvor der er kommet flere end 200 nye medlemmer – tallet var faldet under coronaen. I dag er der cirka 600 medlemmer
”Der er en virkelig god ånd her, og alle er interesserede i, at stedet skal være behageligt og hyggeligt, så nye bliver taget godt imod,” siger Hanne Mikkelsen.
Niels Jensen, er en af de frivillige i genbrugsbutikken, og han ved noget om det, er uddannet tøjdesigner og dekoratør og har i mange år haft en butik i Volden.
”Det er sjovt at kunne vejlede folk til, hvad de skal købe og få farverne sat rigtigt sammen, ” siger han.
FAKTA
Klostergadecentret
Har adresse i Klostergade 35-37 og er en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder for at skabe rammerne for et sundt liv fyldt med livsglæde og handlekraft.
Centret råder over tre etager med lokaler i forskellige størrelser. Herudover har huset egen genbrugsbutik og cafe, hvor der dagligt laves lækker hjemmelavet mad. Butik, kontor og genbrugsforretningen, drives hovedsageligt af frivillige.
Sundhed og omsorg støtter huset med husleje og et driftstilskud.
Som medlem af centret, kan man bruge huset og man får rabatter ved arrangementer og i nogle af de omkringliggende forretninger. Man kan også sælge eget tøj og egne ting i genbrugsforretningen. Man får 80 procent af salgsprisen selv og de sidste 20 procent går til Klostergadecentret.
Det koster 400 kroner om året at være medlem.
40 foreninger og klubber med vidt forskellige formål skaber allerede stor aktivitet i Klostergadecentret. De arbejder for eksempel med emnerne: at male, lave håndarbejde og hobbyaktiviteter, kost og bevægelse, sang og musik, slægtsforskning, tv, video, bridge, whist og andre spil, litteratur, samfundsfag om krigen i Ukraine og verdens magtforhold, rejser og oplevelser, venskaber og udvikling af alderdommens muligheder.
Mange låner lokaler i weekender eller på enkelte dage, for eksempel til dans, kurser for danske studerende, Danske Boligselskaber og åndelige foredrag.
Gæsterne lejer ikke lokalerne, men låner dem. Centret må ikke leje ud, men må stå for forplejningen og på den måde kan vi tjene penge til driften af centret.
Billede 1. Hanne Mikkelsen vil gerne have nye aktiviteter og nye aldersklasser ind i Klostergadecentret. Privatfoto
Billede 2. Fra venstre: Asta, Anna, Anne og Marie hygger sig i cafeen i Klostergade og glæder sig over de lave priser. Privatfoto
Billede 3. Niels Jensen er både designer og dekoratør, så han kan hjælpe kunderne i genbrugsbutikken med at sætte de rigtige ting sammen. Privatfoto
Billede 4. Mange gode ting kan findes på stativer og hylder i genbrugsbutikken. Her undersøger fra venstre Anne, Anna og Asta mulighederne på et af stativerne. Privatfoto
Billede 5. Kunstneren Hans Krull har malet kunst på nogle af væggene. Privatfoto